Nyheder

Ung til Ung Online

Center for Tværfaglig Forebyggelse arbejder med polariseringsstrategier for at bringe alles holdninger i spil, og der igennem at understøtte og udvikle ligeværdige, mangfoldige og nuancerede drøftelser og handlinger.

Polarisering er en nødvendig proces for et samfund skal kunne udvikle sig. Polarisering opstår når to modstridende standpunkter stilles mod hinanden.

Man snakker i polariseringsstrategien om hvorledes man kan understøtte ligeværdige og mangfoldige diskussioner som kan ændre på samfundsdebatten og skabe udvikling i samfundet. De sociale medier er eksempelvis en platform hvor modstridende standpunkter dyrkes og kan skabe konflikter.

Ser man på modpolerne ud fra kommentarsporet på de sociale medier, vil modpolerne være de personer som aktivt debatterer omkring 2 holdninger – for og imod/os og dem. De der støtter modpolerne ved at deltage i debatten gennem likes og delinger vil betegnes som medløbere.

Det tavse flertal er dem som ikke synligt tager stilling til debatten gennem kommentarer, men i stedet holder den for sig selv. Brobyggerne er dem som prøver at komme med for/imod argumenter til begge modpoler.

Center for Tværfaglig Forebyggelse arbejder med polariseringsstrategier – det handler om at afsøge modpolerne, finde brobyggerne og bringe det tavse flertal i spil. Når vi arbejder på denne måde, formår vi i et fællesskab, at bringe alles holdninger i spil, og der igennem at bidrage og udvikle ligeværdige, mangfoldige og nuancerede drøftelser og handlinger. 

Det handler eksempelvis om at nuancere den negative polarisering, man kan opleve på de sociale medier. De mest hadefulde ytringer forekommer i de debatter, hvor emnet er om religion, etnicitet og ligestilling.

I indsatsen Ung til Ung Online arbejdes der med at bringe alles holdninger i spil. Vi har gennem workshops engageret unge til at komme med deres bud på, hvorfor de tror, tonen på de sociale medier kan være hadefuld og inddraget dem i, hvordan vi i fællesskab kan forebygge den hårde tone på de sociale medier.

De unge pegede her på det paradoksale i, at de personer, der skriver hadefulde kommentarer, aldrig vil tale sådan, hvis de stod ansigt til ansigt med personen.

De ansigtsløse og hæsblæsende debatter og diskussioner på de sociale medier gør, at vi sjældent stopper op og tænker over, at der sidder en person bag skærmen, som rammes af disse ord.

Desværre smitter den dårlige tone. Hadefulde kommentarer fører bare til flere hadefulde kommentarer, og derfor er der flere unge, der ikke gider at deltage i debatten på de sociale medier. 

Center for Tværfaglig Forebyggelse sætter sammen med unge skarpt fokus på, hvordan vi kan forebygge mod den hårde tone. Resultatet er blevet en 35 sekunders film, der sætter gang i tankerne om, hvem du er bag din skærm.

Se videoen her "Hvem er du bag din skærm?"